Socialdemokraterne er klar med valggrundlag

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

"Vi skal videre". Sådan lyder et af de slogans, Socialdemokraterne har præsenteret frem mod valgkampen, der ruller for fuld fart landet over.

Og hvad det mere bestemt er, partiet vil videre med, får vælgerne formodentlig mere at vide om fredag, hvor Socialdemokraterne vil præsentere deres valggrundlag.

Det sker i Musikhuset i Aarhus klokken 11, oplyser partiet på sin hjemmeside.

- Socialdemokraterne passer på det Danmark, du kender, skriver partiet med endnu et af forårets slogans.

Valggrundlaget vil stå på ryggen af en lang række udspil, som, regeringen har lagt frem hen over foråret, og de 39 milliarder ekstra til velfærd vil ifølge Ritzaus oplysninger få en central betydning.

Regeringen har kort før valget blandt andet præsenteret et integrationsudspil, en børnepakke og en stribe af vækstinitiativer, men hensigten med valggrundlaget er at gøre de særlige socialdemokratiske mærkesager helt tydelige.

Emnerne bliver blandt andet sundhed, vækst, økonomi, udlændinge og værdipolitik.

Ud over de forslag, regeringen allerede har lagt frem, vil valggrundlaget, efter hvad Ritzau erfarer, også indeholde nye forslag.

Derfor vil der også være punkter, hvor partiet er uenig med regeringspartneren De Radikale. Blandt andet er det kendt, at De Radikale ønsker at afskaffe 24-års reglen, som Socialdemokraterne vil bevare.

Det bliver statsministeren selv, finansminister Bjarne Corydon og justitsminister Mette Frederiksen, der fremlægger valggrundlaget.

/ritzau/