Socialdemokraterne får ny sundhedsordfører

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Flemming Møller Mortensen kalder det »en drømmepost«.

»Sundhedsområdet er helt afgørende for mig. Sundhed og trivsel er forudsætningen for det gode liv, som alle har ret til. Jeg glæder mig til at videreudvikle Socialdemokraternes sundhedspolitik,« siger han i pressemeddelelsen.

Flemming Møller Mortensen, der overtager posten efter Sophie Hæstorp Andersen (S), som er partiets spidskandidat til formandsposten i Region Hovedstaden, er oprindeligt uddannet sygeplejerske, siden anæstesisygeplejerske og ledende sygeplejerske. Inden han i 2007 blev valgt til Folketinget, arbejdede han som salgschef i en stor medicinalvirksomhed.

I første omgang har Flemming Møller Mortensen blikket rettet mod kommunalvalget.

»Det er klart, at jeg i første omgang har øjnene fæstnet på valget til november, hvor vi fremadrettet skal sikre gode rammer for sundhedspolitikken i regioner og kommuner. Men det er også nødvendigt, at vi får afklaret, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi skal have i fremtiden. Det arbejde vil jeg sætte mig i spidsen for, og jeg glæder mig til at komme i gang,« siger Flemming Møller Mortensen.

Socialdemokraterne har torsdag rykket rundt på en række udvalgsposter som en konsekvens af, at Jesper Petersen er blevet en del af folketingsgruppen. Jesper Petersen har fået plads i otte udvalg.

BNB

Dagens Gossip