Socialdemokraterne freder hovedpinepillerne

Sådan lyder udmeldingen fra Socialdemokraterne, efter Politiken skriver, at danskerne i gennemsnit spiser 166 hovedpinepiller om året, hvilket er en stigning på 12 procent, siden det i 2001 blev muligt at købe smertestillende medicin i detailhandlen.

»Jeg har som anestæsisygeplejerske selv arbejdet med smertestillende medicin i mange år, og jeg ved, at Panodil er et grundpræparat til at dulme smerter, så vi skal naturligvis have det på markedet,« siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Han understreger, at der er lavet en reguleringsordning, så den smertestillende medicin ikke sælges i store pakker mere og ser ikke noget problem i, at Panodil, Ipren og andre smertestillende præparater er så lette at få fat i, selv om flere eksperter advarer mod bivirkninger.

»Nej, det gør jeg ikke. Hvis de folk, der spiser tabletterne, er klar over, hvad de skal være opmærksomme på, og at der er en reel grund til, at de tager medicinen, så ser jeg ikke noget problem i det,« siger Flemming Møller Mortensen.

Men der skal følge ordentlig rådgivning med, når vi køber hovedpinepiller, mener sundhedsordføreren.

»Det er afgørende, at brugerne af Panodil ved, hvornår de skal bruge det, og at de ved, hvornår de skal passe på. Derfor skal vi have et apoteksvæsen, som har en meget høj faglighed og som sørger for, at borgerne, der køber Panodil, er orienteret om brugen af det«.

Men der skal ifølge Socialdemokraterne ikke lovgives yderligere.

»Vi skal lovgive så lidt som overhovedet muligt. Vi skal have en let adgang til medicin og især til præparater, der er i den allerlaveste ende, når det gælder det at dulme smerter,« siger Flemming Møller Mortensen.

Dagens Gossip