Socialdemokraterne kalder indvandrerstigning for voldsom

Skrevet af admin

27/05/2016

Mest læste i dag

Danmark er et attraktivt land at komme til som flygtning. Men det skal være mindre attraktivt fremover, for ellers får vi store problemer med integrationen.

Det siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Mattias Tesfaye.

Reaktionen kommer, efter at en ny prognose for befolkningsudviklingen frem mod 2020 fra Danmarks Statistik viser en stigning i antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere fra de nuværende 7,9 procent til 9,6 procent.

- Det er for voldsomt. Derfor var det rigtigt, at vi for nogle måneder siden strammede op på udlændingepolitikken. Vi har efterhånden et halvt århundredes erfaring med at integrere folk med en ikkevestlig kultur i et socialdemokratisk velfærdssamfund, siger Mattias Tesfaye.

- Der må vi bare konstatere, at det er dyrere, det tager længere tid og skaber flere problemer, end man nok havde forestillet sig, da man åbnede dørene i slutningen af tresserne, siger han.

Han mener, at det er naturligt, at en større flygtningekrise vil få antallet af indvandrere i Danmark til at stige på længere sigt, men at det ikke ændrer på, at der skal gøres en indsats for at modvirke det.

- Det er meget naturligt. Derfor betaler vi også med åben pande, for vi mener, at folk skal have hjælp, når de er på flugt.

- Det understreger behovet for at undgå, at folk har noget at flygte fra, men vi skal samtidig føre en stram udlændingepolitik, siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører.

Det vigtige er ifølge Tesfaye, at det samtidig bliver mindre attraktivt at søge mod Danmark for flygtninge.

- Der er sgu ingen grund til, at vi lyver for hinanden. Hvorfor er det, at Sverige og Danmark modtager mange flygtninge, mens Rumænien og Bulgarien modtager få, selv om de ligger tættere på?

Hos Venstre ryster man dog på hovedet af Socialdemokraternes udmelding, som udlændingeordfører Marcus Knuth kalder for opportunistisk.

- Hvordan S kan gå ud og tage et historisk ansvar for asylstramninger, når det eneste de lavede, var lempelser på lempelser i deres regeringsperiode. Det synes jeg, lyder meget opportunistisk og grænsende til usandt, siger han.

Han nævner de 40 lempelser af udlændingepolitikken, som Socialdemokraterne indførte sammen med De Radikale.

- Med det gjorde de det jo netop mere attraktivt, siger Marcus Knuth.

/ritzau/