Socialdemokraterne: Rønn undgår rigsretssag om statsløse

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

Der skal ikke rejses rigsretssag mod tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) på baggrund af Statsløsekommissionens rapport. Men Folketingets retsudvalg bør drøfte, om hun skal have en næse.

Det siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen. Efter kommissionens beretning er Integrationsministeriets tidligere departementschef Claes Nilas og afdelingschef Kim Lunding sendt hjem, før de skal for en tjenestemandsdomstol.

- Det er meget alvorligt, hvad Statsløsekommissionen peger på. Oplysningerne har haft fatale konsekvenser for embedsfolk. Derfor er der grund til at tage en drøftelse i retsudvalget, siger Trine Bramsen.

Kommissionen konkluderer, at myndighederne fra 1991 til 2010 afviste ansøgninger om indfødsret til statsløse. Det strider klart mod statsløsekonventionen. I 2011 gik Birthe Rønn Hornbech af som integrationsminister, og hun genopstillede ikke ved valget i år.

Spørgsmål: - Der synes ikke at være noget at komme efter, hvad angår Birthe Rønn Hornbech?

- Det påpeges, at der er sket alvorlige svigt i Integrationsministeriet. En minister har altid det endelige ansvar for det, der er foregået i ministeriet. Men det er klart, at intet i kommissionens arbejde peger på en rigsretssag, siger Trine Bramsen.

Hun erkender, at statsløsekonventionen blev brudt af røde og blå regeringer fra Poul Schlüter (K) i 1990 over Poul Nyrup Rasmussen (S) 1993-2001 til Lars Løkke Rasmussen (V) i 2010.

- Det er helt afgørende for os socialdemokrater, at vi lærer af denne sag, så fejlene ikke kan gentage sig, siger Trine Bramsen.

/ritzau/