Socialdemokraterne savner allergilæger i yderområderne

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Både læger, patienter og forbundet Astma-Allergi Danmark advarer om, at patienter med overfølsomhed og astma ofte venter i månedsvis på at blive behandlet.

Det er ikke godt nok, mener Socialdemokraterne, som dog understreger, at der ikke findes en hurtig løsning på problemet. For der er mangel på læger med speciale i allergi, og der er mangel på speciallæger i almindelighed.

- Det er en meget vanskelig situation, for man kan ikke få flere speciallæger fra den ene dag til den anden, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Ifølge ham er det især i Danmarks yderområder, at allergikere og patienter med astma må væbne sig med tålmodighed, når de skal udredes og behandles.

- Det er meget uheldigt, at jo længere væk man kommer fra Aarhus og København, jo færre speciallæger er der generelt. Det gælder også på astma- og allergiområdet, siger Flemming Møller Mortensen.

Sundhedsordføreren understreger dog, at der allerede er et arbejde i gang, der skal sikre behandling til patienter i hele Danmark. Regeringen har erklæret, at den vil mindske den geografiske ulighed på sundhedsområdet.

- Som på alle andre områder skal man her hele tiden holde øje med, hvor mange specialister der er brug for. Og så skal man sørge for, at de bliver uddannet.

- Men så er udfordringen at sørge for, at de kommer ud i de områder, hvor der er allermest brug for dem, siger Flemming Møller Mortensen.

Ifølge Astma-Allergi Danmark har ventetiden været særligt lang i Nordjylland, hvor patienter med allergi har ventet i to år på at komme i behandling.

/ritzau/