Socialdemokraterne vil have frivillig asylaftale med EU

Skrevet af admin

11/09/2015

Mest læste i dag

EU-Kommissionen har bedt medlemslandene om hjælp til akut at fordele 160.000 asylansøgere i den kommende tid.

Og den danske regering har fredag meldt ud, at den ikke ønsker at tage en eneste af dem.

Men det er umuligt at hive et konkret tal ud af Folketingets største parti, Socialdemokraterne, når det gælder viljen og evnen til at afhjælpe asylsituationen i EU.

Spørgsmål: Hvor mange mennesker er Socialdemokraterne parat til at tage ud af de 160.000 asylansøgere?

- Lad mig starte med at sige, at det roder for regeringen, siger politisk ordfører Nicolai Wammen.

- For få dage siden sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at man ville lave en frivillig aftale om, at Danmark skulle modtage flygtninge. Nu siger integrationsminister Inger Støjberg (V) så, at der skal nul til Danmark.

- Vi har sagt, at det vigtige for os er, at Danmark selv skal bestemme, hvor mange asylansøgere der skal komme hertil. Vi har også sagt, at vi har modtaget mange asylansøgere allerede, siger Nicolai Wammen.

Spørgsmål: Hvor mange af de 160.000 asylansøgere mener Socialdemokraterne, at Danmark skal være parat til at tage imod?

- Vi har sagt, at hvis regeringen gerne vil have, at der skal laves en frivillig aftale med EU, så er vi parat til at tale om det. Det er så ikke længere situationen, og så giver det ikke nogen mening at komme med et tal fra vores side.

Spørgsmål: Jeg hører dig sige nul, er det forkert?

- Vores udgangspunkt er, at Danmark har modtaget mange asylansøgere, og vi ser, at der kommer flere til. Samtidig har vi sagt, at det er vigtigt, at det er Danmark selv, der bestemmer, hvor mange asylansøgere vi ønsker at modtage, siger Socialdemokraternes politiske ordfører.

/ritzau/