Socialdemokraterne vil ikke forhandle med DF

»Dansk Folkeparti kører en seriøs zigzag-kurs. De startede langt tilbage med gerne at ville støtte patentdomstolen. Så ville de ikke støtte den, og nu vil de så gerne støtte den, hvis bare de får et eller andet til gengæld, og det er nærmest lige meget hvad. Ingen kan finde ud af, hvad de vil, og vi mangler et ordentligt argument for, hvorfor de er løbet fra deres oprindelige støtte. Det kan da ikke være andet end i Dansk Folkepartis interesse at sikre konkurrenceevne og danske arbejdspladser, som en EU-patentdomstol vil betyde,« siger Mette Reissmann.

Tidligere fredag var Kristian Thulesen Dahl til møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hvor han gjorde det klart, at Dansk Folkeparti er parat til at forhandle, hvis regeringen til gengæld vil give partiet indflydelse på andre områder af Danmarks EU-politik, for eksempel bankunionen.

»Hvis vi skal hjælpe regeringen ud af den her klemme og acceptere, at patentdomstolen bliver en realitet, så er vi selvfølgelig interesseret i, om vi kan få noget til gengæld, som betyder mere for os rent EU-mæssigt, og her er bankunionen vigtig,« sagde Kristian Thulesen Dahl efter mødet.

Men det kommer ifølge Socialdemokraternes Mette Reissmann ikke til at ske:

»Så vil de have indrømmelser på bankunionen, men vi ved jo ikke engang, hvad indholdet af den er, så vi kan ikke på nogen måde lave en aftale om det endnu. Man blander tingene sammen og spiller et taktisk spil i stedet for at løse reelle problemer, hvor danske virksomheder i dag skal igennem en lang juridisk ørkenvandring for at sikre sig deres rettigheder,« siger Mette Reissmann.

Og på spørgsmålet om regeringen er villige til at forhandle med Dansk Folkeparti, for at sikre støtten i Folketinget til patentdomstolen, er svaret klart:

»Nej, det vil vi ikke. Vi appellerer sammen med dansk erhvervsliv meget kraftigt til Dansk Folkeparti om at stemme for,« siger hun.

Dagens Gossip