Socialdemokraterne vil ikke spå om barselsbonus

»Man kan aldrig nogensinde garantere noget i politik. Jeg kan ikke spå, så selvfølgelig kan jeg ikke garantere, at det kommer til at virke. Men man kan have en forventning om, at det kommer til at virke, og det har jeg,« siger Rasmus Horn Langhoff.

Regeringen valgte i sidste uge at droppe planen om øremærket barsel til mænd til fordel for en bonusordning, der økonomisk vil kompensere familier, hvor forældrene deler barslen mere ligeligt, med 3.000 skattefri kroner om måneden.

Men fredag udtrykte Margrethe Vestager bekymring for bonusordningens effekt over for Berlingske.

»Der er ingen sikkerhed for, at sådan noget bonusbarsel vil virke. Det er en lidt anden ordning end den svenske, så det her er ikke prøvet før, og vi kan ikke være sikre på, at det vil virke, og at det hele går, som det skal,« siger Vestager til Berlingske.

Rasmus Horn Langhoff mener, at ordningen på sigt kunne gøre op med de økonomiske kvaler, der holder fædrene på arbejdet og mødrene på barsel. Men han forventer også, at barselsbonussen vil kunne sætte skub i de kulturelle barriere, der gør, at mænd ikke tager barsel i samme omfang som kvinder.

»Der er flere barriere end bare den økonomiske, og der forventer jeg, at de her forslag med tiden også kan være med til at løse op for de kulturelle barriere. Ved at der er flere mænd, der begynder at holde orlov, kan det sætte gang i en dominoeffekt: Hvis der er et par mænd på en arbejdsplads, der holder barsel, og kollegaerne kan se, at de faktisk er glade for det, så kan det have en afsmittende effekt på andre kollegaer,« siger Rasmus Horn Langhoff.

Dagens Gossip

Dagens TV