Socialdemokraterne vil presse virksomheder ejet fra skattely

Når over 200 kendte danske virksomheder som Georg Jensen, Bianco Sko og BornholmerFærgen, der er ejet i skattely, gemmer på pengene i eksotiske steder som Bermuda, Gibraltar og Guernsey, så skal de presses internationalt med krav om øget gennemsigtighed, siger Socialdemokratiets erhvervsordfører, Benny Engelbrecht (S).

De europæiske statsledere og det internationale samfund har ifølge Benny Engelbrecht netop besluttet en ensartet tilgang til erhvervsbeskatningen over for virksomheder, der spekulerer i skatteunddragelse.

»Det er utrolig vigtigt, at man er mange lande om at samarbejde i forhold til at komme problemet med skattely til livs. For det at sikre transparens, er et internationalt anliggende,« siger Benny Engelbrecht.

»Når lande som eksempelvis USA også har interesse i at lægge pres på virksomheder ejet i skattely, så har det kolossal betydning for resten af verdenen,« tilføjer erhvervsordføren, der ikke mener, at virksomhederne har rent mel i posen.

»Jeg har svært ved at tro på virksomhedernes argument om, at det er alle mulige andre årsager til, at de driver virksomhed i lande, der er gemt i skattely,« siger Benny Engelbrecht.

29 danske selskaber ejes ifølge Ugebrevet A4 fra skattely i Bermuda, mens Gibraltar og Singapore er på en delt andenplads med 27 selskaber hver.

Mens Bermuda har nul skat på indkomster, formuer og kapitalgevinster og ingen moms, har Gibraltar en lav selskabsskat på ti procent og har speciale i formueforvaltning.

Dagens Gossip