Socialdemokratiet skyder Obamas krav ned

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Danmark skal ikke bruge to procent af bruttonationalproduktet, BNP, på forsvaret, som USA's præsident, Barack Obama, mandag krævede under sit besøg i Tyskland.

Det siger Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen.

Barack Obama vil ved Nato-topmødet til sommer kræve, at alle medlemslande bidrager fuldt til den vestlige forsvarsalliance. Nato fastsatte kravet om mindst to procent ved sit topmøde i september 2014 i Wales.

- Man kan ikke stille det så firkantet op. Danmark bruger 1,2 procent af BNP, men vi er meget effektive. Der er stort set ingen internationale missioner, vi ikke deltager i - hvad enten det er Libyen, eller det er i Mali, siger Henrik Dam Kristensen.

I årevis har mange europæiske Natolande brugt meget mindre end to procent af BNP på forsvaret. Derimod har USA brugt betydelig mere. Nu er forsvarsbudgetterne i Østeuropa vokset betydeligt efter Ruslands anneksion af Krimhalvøen i Ukraine.

- Socialdemokratiet mener, at vi sagtens kan have et troværdigt forsvar med vort bidrag i dag, som er på den anden side af 20 milliarder kroner, siger Henrik Dam Kristensen,

Spørgsmål: - Men skal vi ikke lytte til vores nærmeste allierede, som har garanteret vor sikkerhed siden Anden Verdenskrig?

- Jo, det skal vi. Det er blandt andet også derfor, at vi snart går i gang med en proces om at købe nye kampfly. Så Danmark yder - og det skal vi også gøre - et væsentligt bidrag til Nato og internationale missioner, siger Socialdemokratiets forsvarsordfører.

Henrik Dam Kristensen afviser, at Socialdemokratiet snyder på vægten og lader USA betale den største regning.

- Jeg er godt tilfreds med 1,2 procent af BNP. Men vi skal forhandle et nyt forsvarsforlig. Så må regeringen spille ud, siger Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/