Socialminister: Der skal være tid til ældres toiletbesøg

Det slår socialminister Annette Vilhelmsen (SF) fast, efter at det er kommet frem, at halvdelen af plejehjemslederne i et rundspørge i Morgenavisen Jyllands-Posten siger, at flere end 60 procent af de ældre beboere bruger ble.

»Der er ingen ældre, der skal gå med ble, hvis det er for at få en vagtplan til at gå op. Det må stå fuldstændig fast. Når det er sagt, så er det også sådan, at rigtig mange af de beboere, der er på et plejehjem, er borgere, som har et stort plejebehov,« siger Annette Vilhelmsen.

Blandt andet er inkontinens et problem, der afhjælpes ved brug af bleer. Ifølge Annette Vilhelmsen vil regeringen følge op på sidste års rapport fra Ældrekommissionen og komme med et udspil til, hvordan man arbejder med inkontinens på en »værdig måde«.

Regeringen fremlagde mandag sin teknologiplan, og socialministeren mener, der også på plejeområdet er der muligheder for at benytte teknologien, så arbejdspresset lettes for de ansatte.

»Man kan måske arbejde med at tale data ind i stedet for at skrive data ind. Det vil være noget, der kan lette personalets arbejde, og noget vi kan gøre med en bedre velfærdsteknologi,« siger Annette Vilhelmsen, der ikke vil tage stilling til, om der er for meget bureaukrati på plejehjemmene, som stjæler tid til pleje og omsorg.

»Det vil jeg ikke udtale mig om, men bare sige, at vi ikke må have for meget bureaukrati, og de opgaver, der løses på plejecenter, må have beboerne i centrum«.

Dagens Gossip

Dagens TV