Socialminister går ind i sag om børnesvigt

Kommuner og deres ansatte skal ikke kunne drible udenom ansvaret, når en kommune har svigtet to misrøgtede børn så groft, at Folketingets Ombudsmand kalder det "fuldstændig uforsvarligt".

Det fastslår socialminister Manu Sareen (R) i TV2 News efter sagen, hvor børnene først kom på en børneinstitution, da den niårige dreng i december 2012 blev indlagt på et hospital med en promille på cirka 2,57.

- Man kan ikke få så mange indberetninger uden at gribe ind. Vi har lavet nogle helt klare regler. Dem skal kommunerne overholde. Kommunerne skal inden for 24 timer afgøre, om der er brug for hjælp til barnet, siger Manu Sareen

Han vil efter sommerferien drøfte med Dansk Socialrådgiverforening og andre aktører, hvad man mere kan gøre. Folketinget har vedtaget "Barnets reform" og Socialministeriet fremlagde for nylig pakken "Tidlig indsats - livslag effekt", som fokuserer på udsatte børns trivsel og udvikling.

- Min tålmodighed er opbrugt, siger socialministeren.

Han mener at "ledelsen i kommunen har et problem". Ombudsmanden har anonymiseret kommunen af hensyn til børnene.

- Der er ikke nogen undskyldninger for at ikke at reagere på denne sag, for det er en alvorlig sag. Når selv politiet kommer, er man nødt til at reagere, siger Manu Sareen.

Han får støtte fra Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL).

- Som jeg læser det, er det ikke godt nok, hvad der er sket. Det er rimeligt klart, at der er nogen, der ikke har gjort det, de skulle, siger han om redegørelsen fra Folketingets Ombudsmand.

- Heldigvis viser sagen, at man ikke bare kan flygte til en ny kommune for at slippe for myndighederne. Der har jo været en overlevering fra den kommune, hvor familien kom fra, og meldesystemet har også fungeret. Der blev bare ikke handlet på det, siger KL-formanden.

Han mener ikke, at flere regler kan forhindre lignende sager fremover.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV