Socialminister har bevidst holdt mund

Selv om social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) vidste, at hendes ministerium bærer en del af ansvaret for, at der er alvorlige fejl i sagsbehandlingen, når familier med handikappede børn søger hjælp, så undlod hun at nævne det i et svar til Folketinget 10. april i år. Det skriver Politiken Søndag.

I en ny beretning påpeger Rigsrevisionen, at der i seks af otte undersøgte kommuner begås væsentlige fejl, når forældre skal have udregnet merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

Fem af de seks kommuner med fejl måtte endda gennemgå 80 til 100 procent af alle deres sager på området en gang til.

"Kommunernes sagsbehandling er mangelfuld, usikker og uensartet". "Regelgrundlaget er komplekst, og det øger risikoen for fejl", lyder konklusionen, skriver Politiken.

Ifølge beretningen har Socialministeriet kendt til problemerne siden regnskabsåret 2007. Rigsrevisoren har også anbefalet ministeren at kortlægge årsagerne til de mange fejl og sikre et mere klart regelgrundlag fremadrettet.

Venstre og Dansk Folkeparti har nu kaldt ministeren i samråd.

Dagens Gossip