Socialminister: Jeg tager hjemløse-kritik er alvorligt

Det er alvorligt, at Statsrevisorerne mener, at indsatsen over for hjemløse ikke har været tilfredsstillende, men det er i sidste ende kommunernes ansvar.

Regeringen er dog klar over, at der ligger et stort arbejde i forhold til især hjemløse unge.

Sådan lyder meldingen fra socialminister Manu Sareen (R), efter at Statsrevisorerne torsdag har offentliggjort en beretning om indsatsen for hjemløse. Her bliver myndighedernes indsats kaldt "ikke tilfredsstillende".

- Jeg tager kritikken meget alvorligt. Statsrevisorerne peger blandt andet på, at alt for mange hjemløse ikke får tilbudt en handleplan fra kommunerne, siger Manu Sareen, i en kommentar.

- Men det er kommunernes ansvar at give det tilbud. Det har mit ministerium gentagne gange gjort klart over for dem. Derfor vil jeg nu se på, om der er behov for at tage yderligere skridt til at forpligte kommunerne til at løfte deres ansvar, siger han.

Statsrevisorerne skriver derudover i beretningen, at kommunerne har tilbudt for få pladser og for lange ophold på forsorgshjem. Desuden har kommunerne ikke kunnet imødekomme de hjemløses boligbehov.

Ifølge beretningen har der været et stigende antal hjemløse de seneste år. I 2013 var der 5820 hjemløse mod 4998 i 2009, og der kommer særligt flere unge hjemløse.

- Jeg er dybt bekymret over, at flere unge er blevet hjemløse de seneste år, siger Manu Sareen.

- Unge hjemløse skal have hjælp og støtte, så de kan få de samme muligheder som deres jævnaldrende for at få en uddannelse og et job og i det hele taget en tryg tilværelse, siger han.

Manu Sareen siger i den sammenhæng, at regeringen har afsat 60,6 millioner kroner til at hjælpe unge hjemløse.

- Men jeg er godt klar over, at vi stadig har et stort arbejde foran os, siger socialminister Manu Sareen.

/ritzau/

Dagens Gossip