Socialministeriet: Robotstøvsuger-fidus i Kolding går ikke

I Kolding Kommune troede seniorudvalget, at man havde fundet en fidus, så byens ældre borgere kunne få mere kvalitetstid med hjemmehjælperen. Men det går ikke, slår Socialministeriet fast.

Ideen var, at vejen til mere menneskelig omsorg for de, der modtager hjemmehjælp, kunne anskaffe sig en robotstøvsuger. Den frigjorte tid skulle så kunne bruges med hjemmehjælperen – for eksempel til hyggesnak, en gåtur eller anden rengøring.

Men det er Socialministeriet ikke enige i. Derfor må Kolding Kommune indstille ordningen før den rigtig er kommet i gang.

Og det ærgrer formand for seniorudvalget, Søren Rasmussen (DF):

- Alle landets kommuner har udfordringer med økonomien. Altså må vi tænke kreativt for, at kunne give mere omsorg. Her er den moderne teknologi oplagt, at bruge til, at frigøre tid til menneskelig omsorg og nærvær. Hvis det er frivilligt for borgeren og ingen mister noget, men tværtimod kan få nogle ønsker opfyldt, så burde alle være tilfredse. Men vi må konstatere, at lovgivningen slet ikke er fulgt med udviklingen og de muligheder som er opstået og nu ødelægger det altså vores gode initiativ i Kolding.

Han sætter nu sin lid til Ældre Sagen, der har givet stor opbakning til Kolding kommunes forsøg. Han håber, at Ældre Sagen kan hjælpe til en lovændring. Ældre Sagen har rejst problematikken fra Kolding i Hjemmehjælpskommissionen.

- Det er mit håb, at Ældre Sagens arbejde vil føre til en anbefaling af en lovændring. Så vi på et senere tidspunkt kan indføre ordningen. Under alle omstændigheder så giver jeg ikke op. Jeg vil sikre mere tid til nærvær og omsorg i hjemmeplejen og kan vi ikke gøre det på den ene måde, så må vi finde en anden vej. Jeg har flere ideer, men denne gang vil jeg være helt sikker på, at en eller anden tåbelig lov ikke lægger hindringer i vejen, inden jeg stiller nogen noget i udsigt, slutter Søren Rasmussen.

Kommunens forsøgsordning med udlån af robotstøvsugere til ældre ventes - trods modstand fra Socialdemokraterne - at fortsætte, efter Seniorudvalget har holdt sit næste møde den 7. marts.

Dagens Gossip