Socialordførere om bleer: Ydmygende

Plejehjemmenes storforbrug af bleer vækker harme i både den røde og blå lejr på Christiansborg.

Det sker på baggrund af en undersøgelse, Jyllands-Posten har lavet blandt plejehjemslederne, hvor knap halvdelen af dem angiver, at over 60 procent af beboerne på deres plejehjem går med ble.

- Tallene skal naturligvis tages alvorligt, når de er så dramatiske. Det er en ydmygelse for velfungerende ældre, at de skal sidde med en ble, siger socialordfører Anne Baastrup (SF) til Ritzau.

Socialordfører Thyra Frank (LA), der har været forstander for plejehjemmet Lotte i København, kalder det for nedværdigende og urimeligt, at mange ældre skal behandles som børn.

- Det er plejehjemmenes allervigtigste opgave at behandle beboerne med grundlæggende menneskelig respekt og i øvrigt hjælpe den enkelte med at bevare sin egen selvværd og værdighed, siger Thyra Frank i en pressemeddelelse.

Hun peger på, at personalet har for mange registreringsopgaver.

- Når man skal bruge mere og mere tid foran en computerskærm med at indberette, hvad man har lavet det ene minut og det andet minut, så bliver der selvfølgelig mindre tid til omsorgen og samværet med de ældre, siger Thyra Frank.

I Jyllands-Posten påpeger flere plejehjemsledere, at det er et spørgsmål om ressourcer, når beboerne får ble på, selv om det ikke er alle, der har konstant behov for det.

Anne Baastrup er ikke i tvivl om, at plejehjemslederne og medarbejderne nu vil genoverveje, om deres metoder og arbejdsgange er den mest effektive.

Socialordføreren vil ikke gøre sig klog på, hvad der er den rigtige løsning på problemet, men hun siger, at der har været interesse for moderne teknologi fra plejehjemmene.

Sammen med Folketingets socialudvalg har hun været i Japan, hvor hun selv har set moderne toiletter, der kan hjælpe flere ældre af med bleen.

- I Japan har vi set, at man som en hel naturlig ting har selvrensende toiletter. Vi har også set forskellige hjælpemidler, så man kan rejse sig op fra toiletterne, siger Anne Baastrup, som påpeger, at en sådan løsning i store træk vil være en engangsinvestering.

/ritzau/

Dagens Gossip