Socialrådgivere: K's kontanthjælp er brutalt for børnene

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Børnene bliver de store tabere, hvis De Konservatives nye kontanthjælpsloft får opbakning på den anden side af valget.

Det mener Dansk Socialrådgiverforening, der ser De Konservatives nye forslag som et "brutalt" slag mod børnefamilierne.

- Dem der ikke har børn, de får ikke særlig meget, og de bliver så heller ikke ramt særlig hårdt af det her nye loft, som der ligger i De Konservatives udspil.

- Der går man direkte efter børnefamilierne, og det er en ret markant nedskæring af deres indkomst, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

Med De Konservatives nye forslag skal der være en øvre grænse for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager samlet kan modtage i kontanthjælp, børnecheck, boligsikring og lignende offentlige ydelser.

Målet er, at der altid er mindst 3000 kroner i forskel mellem at være på passiv forsørgelse og at være i arbejde.

Hvis man er en familie med to børn betyder det, at hver forsørger på kontanthjælp vil opleve en reduktion på 2414 kroner, og det betyder, at familierne skal spare, mener Majbrit Berlau:

- Der er ikke nogen tvivl om, at det kommer til at gå ud over børnene, for det der overhoved er muligt at skære fra, det er sociale aktiviteter, siger hun.

Samtidig tror hun ikke på, at det nye loft får flere i arbejde, da dem der kan arbejde, allerede er motiverede for at gøre det.

- Det her med at sænke ydelserne og svinge den økonomiske pisk over nogle af dem, der i forvejen har allermindst i forvejen, det løser man simpelthen ikke problemerne ved. Dem vi har i kontanthjælpssystemet, der er jobparate, de vil bare gerne have et arbejde, siger Majbrit Berlau.

Endnu har Venstre ikke fremlagt, hvor meget der skal skæres i ydelserne i deres forslag til et nyt kontanthjælpsloft.

/ritzau/