Socialrådgivere ser rokade som positivt signal

Det signal sender regeringen ifølge Dansk Socialrådgiverforening, når Annette Vilhelmsen (SF) får posten som social-, børne- og integrationsminister.

»En partileder, som også sidder i koordinations- og økonomiudvalget under regeringen, sidder tæt på magten, når finansloven skal laves, og ressourcerne skal fordeles,« siger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

»Nu sætter man også fokus på, hvad det er for nogle værdier, der holder fællesskabet i Danmark sammen. En af de værdier er jo i høj grad, at vi skal kende vores samfund på, hvordan vi behandler vores mest udsatte borgere. Og der sender regeringen et godt signal i dag,« fortsætter hun.

Pædagogernes fagforening, BUPL, er mindre begejstret over ministerrokaden og især over den del af den, der betyder, at Social- og Integrationsministeriet er blevet til Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

»Jeg er totalt overrasket over, at man flytter børneområdet igen, efter for få år siden at have etableret det nye Børne- og Undervisningsministerium. Det var en god ide at tænke læring ind allerede i vuggestuen og leg og aktivitet mere ind i skolen. Det er ærgerligt, at de gode visioner nu ser ud til at blive ofret i et politisk spil, hvor børnene bliver tabere ,« siger BUPL-formand Henning Pedersen.

Socialrådgiverne understreger, at der er ligger en meget stor udfordring på den nye ministers bord.

»Hele det sociale system er splittet op, så de forskellige områder slet ikke arbejder sammen omkring den enkelte borger. Mennesker med sociale problemer har jo ikke kun et problem, de har som regel flere. Så vi har brug for en minister, der sætter sig for bordenden og sikrer, at ministerierne arbejder sammen, og at kommunerne får lavet nogle helhedsorienterede forløb for borgerne, så de ikke skal løbe spidsrod i et bureaukratisk, kafkask system,« siger Majbrit Berlau.

Dagens Gossip

Dagens TV