Socialt medie antyder, at separatister nedskød fly

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Et socialt medie, som angiveligt tilhører en ledende ukrainsk oprørsleder, meldte torsdag om nedskydningen af et militært transportfly på det sted, hvor det malaysiske passagerfly styrtede ned nær den russiske grænse.

Kommentarerne fra den militære øverstbefalende i den selvudråbte folkerepublik i Donetsk tyder på, at det var de prorussiske separatister, som nedskød passagerflyet ved en fejltagelse, da de antog det for at være et militært transportfly fra Ukraine.

- Vi har netop nedskudt en An-26 nær Torez. Det blev skudt ned nær Progress-minen, hedder det på VK-hjemmesiden, der ofte bliver citeret af ukrainske medier.

Oprørerne skød et andet An-26 fly ned i det oprørskontrollerede østlige Ukraine den 14. juni og dræbte 49 soldater fra regeringshæren.

Hjemmesiden oplyser intet om, hvilke våben der blev brugt mod det omtalte fly.

LÆS OGSÅ: Uvist om der var danskere med ulykkesflyet

Men en meddelelse på den officielle Twitterprofil for "Donetsk Folkerepublik" People's Republic", som senere er blevet fjernet, hævdede, at separatister tidligere havde erobret kontrol over et missilsystem ved navn Buk, som tidligere havde været hærens. Systemet er i stand til at nedskyde et fly i den store højde, som passagerflyet fløj i.

Buk-systemet, der er russisk fremstillet, kan ifølge producenten ramme mål i 25 kilometers højde.

På separatisternes hjemmeside blev der vist en video om nedskydningen af det angivelige transportfly. Videooptagelserne er identisk med dem, som ukrainske medier har vist af det nedskudte malaysiske passagerfly.

/ritzau/AFP