Sød dag i fotovognen: Børn sagde tak til betjent med wienerbrød

Mange bilister har et temmelig anstrengt forhold til politiets fotovogne, der ofte bliver omtalt som rene pengemaskiner.

Men to drenge fra Haderslev syntes tværtimod, at betjentene i en fotovogn fortjente en tak for at holde vejene sikre.

Derfor bankede de på og diskede op med alle betjentes yndlingsmad: Wienerbrød. Det skriver JydskeVestkysten.

Nete Gellert Kaasen fra Haderslev var kort forinden kørt forbi fotovognen sammen med sine sønner på ti og seks år.

Læs også: Smart trick går viralt - sådan undgår du at blive fanget af de nye fotovogne

- Jeg snakkede med mine unger om, at det var godt, vi havde fotovognen holdene engang i mellem. Min ældste søn er netop begyndt at cykle selv i skole, og han kunne godt se, at det var godt med en fotovogn på strækningen, siger hun til avisen.

Derfor foreslog sønnen, at de kørte forbi og takkede betjentene.

- Vi blev enige om at købe lidt wienerbrød, og det gik vi så op og afleverede til en glad og overrasket politimand. De fortjener kredit og ros for det arbejde de gør, og det er godt, at det ikke udelukkende er negativ omtale de fotovogne får, siger Nete Gellert Kaasen.

Dagens Gossip