Søfartens Ledere: Det er Greenpeaces sag

Den 26-årige Anne-Mie Roer Jensen, der er tiltalt for pirateri i Rusland, er medlem af den faglige organisation Søfartens Ledere.

Det bekræfter direktør i Søfartens Lederen Fritz Ganzhorn overfor Ritzau. Det er dog begrænset, hvad fagforeningen kan gøre for den unge kvinde.

- Vi har været i kontakt med Greenpeace, der arbejder med sagen, og som mig bekendt har en del advokater på plads i Murmansk, hvor de skal tage hånd om deres folk.

- Det har jeg en klar forventning om, at de gør, siger Fritz Ganzhorn.

Direktøren har desuden fået bekræftet fra Greenpeace, at Anne Mie Roer Jensen var bekendt med risikoen, da hun tilsluttede sig miljøaktivisterne.

- Politisk aktivisme er ikke med i formålsparagraffen hos os. Specifikt er der ikke noget vi lige umiddelbart kan gøre.

- Vi er i denne sag i kontakt med Greenpeace, der er klar og gør det, der skal gøres for deres medlem, siger Fritz Ganzhorn.

Anne Marie Roer Jensen var tredje styrmand på skibet Arctic Sunrise, der var sejlet til Det Arktiske Ocean for at udføre en protestaktion mod russiske olieboringer.

Aktivisterne blev for en uge siden pågrebet af den russiske kystvagt og varetægtsfængslet. En del af dem, deriblandt Anne Mie Roer Jensen, er blevet tiltalt for pirateri, der i Rusland kan give op til 15 års fængsel.

Anne Marie Roer Jensen er ikke færdiguddannet som navigatør, men læser på Marstal Navigationsskole på Ærø.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV