Sølvmedalje i Baku giver Maja Jager stor VM-selvtillid

De færreste topatleter er ret tilfredse, når de har tabt en finale, men nogle evner alligevel at kunne bruge en sølvmedalje til noget positivt.

Det gælder også Maja Jager, som søndag fik sølv i kvindernes individuelle bueskydningskonkurrence ved European Games efter 2-6 nederlag i finalen til en uhyggeligt godt skydende Karina Winter fra Tyskland.

- Jeg er super godt tilfreds med min sølvmedalje. Det er en god forberedelse til VM på hjemmebane senere på sommeren.

- Og selvom jeg først skal toppe der, så tyder alt på, at min form er ved at være der, når jeg kan vinde sølv her ved European Games, siger Maja Jager ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund.

- Det er mega fedt med sølvmedaljen, og den giver mig naturligvis selvtillid før VM, lyder det fra den danske sølvvinder.

Den 23-årige bueskytte åbnede også flot finalen mod Karina Winter og tog første sæt. Men i de næste tre sæt leverede tyskeren henholdsvis 29, 29 og 30 point ud af 30 mulige i hvert sæt, og så måtte Jager nøjes med sølv.

VM i bueskydning i 2015 foregår på dansk grund i København fra 26. juli til 2. august.

Maja Jager vandt guld ved VM i 2013.

/ritzau/

Dagens Gossip