Sømandsboss Henrik Berlau stopper på arbejdernes kampdag

Skrevet af admin

09/04/2016

Mest læste i dag

På arbejdernes internationale kampdag 1. maj 2016 afmønstrer Henrik Berlau efter over fyrre års fagligt og politisk arbejde for sømændene.

I 1991 afløste han Preben Møller Hansen som formand for Sømændenes Forbund og har senest været forhandlingssekretær i 3F. 1987-88 fulgte han sømandsbossen ind i Folketinget som medlem af det ny venstrefløjsparti Fælles Kurs.

Henrik Berlau stak i 1968 til søs med ØK’s skib "Nordic Heron". Han har været tillidsmand, formand for Sømændenes Forbund og Forhandlingssekretær i 3F. Han har forhandlet aftaler for skibe under bekvemmelighedsflag, også under danske rederier.

Henrik Berlau afslørede, at danske rederier brød FN's våbenembargo mod Sydafrikas apartheidstyre. Han skabte Maritime Union Against Apartheid med andre sømandsforbund. Derfor var han i 1994 inviteret til præsident Nelson Mandelas indsættelse som præsident.

Han afslørede også, at danske rederier fragtede våben til krigsførende lande som Iran og Irak med forfalskede lastepapirer, overmalede skibsnavne og ulovligt førte skibsdagbøger.

Da Folketinget i 1988 indførte Dansk International Skibsregister (DIS), som medførte færre danske søfolk, søgte Sømændenes Forbund under Henrik Berlau sammen med fagforbundet SID (nu 3F).

Henrik Berlau holder reception 18. april fra klokken 10-12 i 3F lokaler, Kampmannsgade 4, 1790 København V.

/ritzau/