Søn efterlyser selvmordstruet far: Fandt papir med "Undskyld" og en kniv

Allan Lindy Jørgensen har lavet en efterlysning på Facebook, hvor han beder folk om hjælp med at finde sin far, Jan Lindy Jørgsen, som har været forsvundet siden i lørdags.

Den forsvundne 45-årige Jan, som bor på Landevejen 78 i Vejstrup nordøst for Svendborg, forlod sin lejlighed i lørdags ca. 11.40, fremgår det af Allan Lindy Jørgensens efterlysning. Og ifølge Allan efterlod faren noget, der bekymrer familien.

"Han forlod lejligheden med en besked på et stykke papir hvor der stod "undskyld" og der lå så en kniv på bærbaren….", skriver Allan Lindy Jørgensen og tilføjer:

Læs også: 48-årige Karsten har været væk i flere dage

"Han har før haft selvmordstanker, og han har os forsøgt 2 gange på selvmord.... Og hverken mig eller min lillebror vil miste vores far. Ingen fra vores familie ønsker at han skal gå bort nu. Så vi beder alle sammen om hjælp".

Sagen er meldt til Fyns Politi. Det bekræfter politikommisær Lars Chr. Thede fra Lokalpolitiet i Svendborg over for Dagens.dk.

- Han (Jan Lindy Jørgensen red.) er gået hjemmefra i deprimeret tilstand, og vi har været ude at lede efter ham, men det er svært at vide, hvor vi skal lede, forklarer Lars Chr. Thede til Dagens.dk.

Læs mere: Efterlysning af ejere: Har du fået stjålet sølvtøjet?

Allan Lindy Jørgensen fortæller, at han har fundet spor efter, at faren har været forbi sin lejlighed natten mellem lørdag og søndag, hvilket politikommisær Lars Thede bekræfter. Den detalje gør dog, at politiet ser mindre alvorligt på sagen.

- Vi er knap så forurolige som ellers, fordi han har været på sin bopæl om natten. Men vi vil selvfølgelig gerne hjælpe familien med at finde deres pårørende, siger Lars Thede til Dagens.dk.
 
Det er Allans håb, at nogen har set faren og vil ringe til politiet med oplysninger, inden det er for sent.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

"VI VIL BARE HAVE HAM HJEM I GOD BEHOLD. Så hvis i vil hjælpe os så må i utrolig gerne dele den her besked, så vi kan få den ud så der er rigtig mange som kan kigge efter ham…", skriver Allan Lindy Jørgensen på Facebook.

Signalementet af Jan Lindy Jørgensen lyder: 170 cm høj, kraftig af bygning med brune øjne, mørkt hår og overskæg.

Har du oplysninger om Jan Lindy Jørgensen, bedes du kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Dagens Gossip