Et uvenskab mellem en 60-årig mand og hans søn kulminerede søndag morgen med, at manden blev stukket ned med en kniv i en lejlighed på Frederikssundsvej i København.
- Manden blev ramt af et enkelt knivstik, der sårede ham i overkroppen og måske har punkteret den ene lunge, sagde den centrale efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi tidligere søndag til Ritzau.
Den 60-årige kunne dog hurtigt meldes uden for livsfare efter overfaldet.
Allerede kort efter knivstikkeriet blev offerets 24-årige søn anholdt og sigtet for grov vold mod sin far, og ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København blev han senere på dagen fængslet i foreløbig 24 dage.
Politiet har søndag aften ingen forklaring på, hvad der fik sønnen til at stikke sin far ned.
/ritzau/