Søn halshugger sin far i Australien

En 42-årig mand er torsdag blevet anholdt i Australien, efter at han angiveligt har skåret halsen over på sin far. Det oplyser australsk politi.

Det makabre drab skete, da faderen ville beskytte sin hustru under et familieskænderi mellem moderen og sønnen.

Den 69-årige far døde, efter at han ifølge politirapporterne blev angrebet med en mursten og en kniv i en forstad til den australske by Sydney.

Australsk politi bekræfter, at mandens hoved er blevet skåret af, og at konen til den afdøde bliver behandlet for chok.

- Gerningsstedet er i sig selv meget foruroligende. Det har været en svær morgen for både familien og politiet, siger fungerende politikommissær i Bankstown Glen Fitzgerald.

Pårørende har samlet sig foran huset, hvor familietragedien fandt sted. De fortæller til medier, at sønnen skubbede sin mor ned ad trappen, hvorefter han angreb sin far, der havde forsøgt at lægge sig imellem de stridende parter.

- Alle er rystede og chokerede. Han var en vidunderlig mand, en fantastisk mand, der var velset i lokalsamfundet. Det er den mest uventede ting, der netop er sket, siger et barnebarn til den afdøde, ifølge Sydney Morning Herald.

Politiet har arresteret den 42-årige søn, men han er endnu ikke sigtet i sagen.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV