Søndag løber Annette sit maraton nr. 366 - på et år

Så mange kilometer har Annette Fredskov tilbagelagt det seneste år, når søndag eftermiddag oprinder.

For et år siden lagde hun ud med et maratonløb, som blev det første af 366 i træk. Og når hun søndag kommer i mål, har hun løbet den ikoniske distance 365 dage i træk.

»Det lyder helt vildt, det gør det også inde i mit eget hoved. Jeg tror, jeg skal bruge noget tid på at fordøje, alt det, der er sket, for der har været mange fantastiske oplevelser og følelser, som jeg ikke har haft tid til at fordøje,« forklarer den 41-årige kvinde fra Næstved.

Hun vælger at markere milepælen søndag ved at løbe to maratonløb på samme dag - svarende til 84,39 kilometer - og dermed når hun op på 366 løb.

»Jeg elsker at løbe. Det hele startede med, at jeg tænkte, om jeg kunne leve af at løbe i stedet for at gå på arbejde. Og så er den maratondistance på en eller anden måde magisk for mig. Jeg har en stor nysgerrighed på, hvad vi kan som mennesker, når vores krop og sind arbejder sammen. Det er jo fantastisk, når vi lader være med at sætte begrænsninger for os selv. Den nysgerrighed driver mig,« siger Annette Fredskov.

Hun har det seneste år slidt 20 par løbesko op, for det har tæret på fodtøjet dagligt at skulle tilbagelægge de mange kilometer. Til gengæld er hendes krop sund og rask, og selvom hun lider af sclerose, har det ikke påvirket løbeturene.

»Min krop har taget det fantastisk. Jeg mærker ingenting til sclerosen, men det gjorde jeg heller ikke før. Min krop er meget træt, men jeg bruger den jo også ekstremt meget. Jeg har ikke nogen skader, og mine muskler er blevet stærkere. Jeg har ikke været syg i det her år, så der er ikke nogen tegn på, at det skulle være skadeligt for mig. Jeg har haft to vabler, og så har jeg en blå negl på min lilletå,« fortæller Annette Fredskov.

Det daglige maratonløb er typisk blevet tilbagelagt på omkring fem timer, for det handler ikke om at komme hurtigt i mål, forklarer den ivrige maratonløber, Hun har i stedet lagt vægt på at gennemføre distancen på en måde, så hun også kunne løbe de 42,195 kilometer dagen efter uden at skade sig selv.

Annette Fredskov erkender dog, at valget om løbe et maraton om dagen har haft nogle begrænsninger.

»Sådan et valg indebærer en masse fravalg. Vores familie har skåret ned på det sociale liv, vores venner har været på standby i det her år. Men de står heldigvis klar i kulissen til at genoptage, hvor vi slap, på søndag,« siger hun.

Når den sidste kilometer er tilbagelagt, bliver løbeskoene ikke lagt på hylden.

»Jeg skal ud og løbe mandag, men jeg skal ikke løbe et maraton. Jeg har løbet 300 kilometer om ugen i et år, min krop kan slet ikke håndtere, hvis jeg ryger ned på 20 kilometer om ugen,« fortæller Annette Fredskov.

Hun får derefter travlt med en bog om sit år som daglig maratonløber. Den skal ligge klar midt i september, men lige nu fokuserer hun på søndagens løb.

»Det bliver en stor, stor dag på søndag, jeg kan slet ikke finde ord. Jeg tror, det bliver meget følelsesladet. Men jeg har stadig ikke nået grænsen, min nysgerrighed er intakt,« siger Annette Fredskov.

Dagens Gossip