Søndag rammer tre sjældne naturfænomener månen - sådan ser du ‘showet’ bedst

Skrevet af Ninna Andreasen

25/09/2015

Dagens topnyheder

På søndag indtræffer tre naturfænomener på samme tid. Der vil være en såkaldt supermåne, blodmåne, og der vil også ske en måneformørkelsen.

Begivenheden kan ses, hvis man bor på den vestlige halvkugle. Det vil sige i USA, Storbritannien og Kontinentaleuropa - deriblandt Danmark.

Supermåne kaldes det, når tiden for fuldmåne falder sammen med det tidspunkt, hvor månen er tættest på jorden. Ikke alene vil den synes kæmpe stor. Den vil også se rødlig ud, fordi det sollys, som oplyser månen, bliver afbøjet af jordens atmosfære.

Oven i de to fænomener vil der også ske en måneformørkelse. Den varer 1 time og 12 minutter. Men man skal stå tidligt op for at se den.

Læs også: Sensationel opdagelse: Ny menneskeart fundet i Sydafrika

I Danmark vil der være total måneformørkelse fra klokken 04.11 til 05.23. Derefter tager formørkelsen af frem til klokken 6.27.

Noah Petro, der er forsker hos NASA, har en række tip til, hvordan man får mest ud af fænomenet, som ikke er sket siden 1982 og først vil ske igen i 2033. Han foreslår, at man finder en mark eller eng i nærheden af, hvor man bor, hvor der ikke er så mange træer. Jo længere væk man er fra kunstigt lys som for eksempel lygtepæle jo bedre.

Man skal naturligvis også have vejret med sig. Heldigvis ser det ud til, at der bliver klart vejr søndag aften bortset fra stedvis tåge, som kan drille festlighederne.

Følg Dagens Videnskab for flere lignende artikler: