Sønderborg er blandt landets største turist-kommuner

Målt på overnatninger er Sønderborg nummer 10 blandt landets største turist-kommuner. Suverænt i spidsen ligger København – fulgt af to store sommerhus-kommuner, Varde og Ringkøbing-Skjern. Det er lystsejlere, sommerhus-lejere og campister, der især sætter Sønderborg på landkortet og giver bl.a. kommuner som Fanø, Aarhus og Esbjerg baghjul.

Resultatet stammer fra en undersøgelse, der er udarbejdet af Center for Regional- og Turismeforskning for Videncenter for Kystturisme (CKT), som ligger i Hvide Sande.

Når der ses på sommerhusudlejning, er Sønderborg på ottendepladsen efter syv kommuner på vestkysten, når der måles på overnatninger pr. sommerhus. Her topper Tønder (med Rømø). Sønderborg ligger også pænt med i toppen, når der måles på udenlandske overnatninger, og kommunen indtager en sjetteplads mht. overnatninger på campingpladser. Når der ses på overnatninger på vandrerhjem topper Sønderborg simpelthen listen sammen med Bornholm og Esbjerg. Også i forhold til antal overnatninger i lystbådehavnene topper Sønderborg – kun overgået af Ærø. Og altså foran en attraktiv sejlsports-kommune som Svendborg.

Analysen har også set på beskæftigelsen i de turisme-relaterede erhverv og noterer her, at Sønderborg indtager en 10.-plads, når turisters forbrug på restauranter beregnes, og en 11.-plads i forhold til den beskæftigelse, turisme sikrer i detailhandlen.

Dagens Gossip