Sønderborg Kommune: Nyt projekt til opsporing af ledige i misbrug

Alkoholmisbrug og psykiske problemstillinger kan være med til at forlænge et forløb på offentlig forsørgelse ganske betragteligt, og alle borgere kan potentielt blive ramt af misbrug eller psykiske lidelser.

Det er baggrunden for, at Jobcenter Sønderborg i samarbejde med Misbrugscentret går ind i i et fireårigt projekt, som sundhedsstyrelsen støtter med tre millioner kroner.

Formand for arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg Kommune, Jens Peter Thomsen er en glad mand:

- Det er en vigtig indsats på rigtig mange måder, ikke mindst i et sundhedsmæssigt perspektiv. Samtidig falder det godt i tråd med byrådets strategi om, at så mange borgere som muligt i Sønderborg Kommune skal have et aktivt arbejdsliv og være selvforsørgende, siger Jens Peter Thomsen.

Midlerne fra Forebyggelsesfonden skal blandt andet bruges til at udvikle kompetencerne hos jobcentrets sagsbehandlere, så de bliver i stand til at se og agere på trivselsproblemer i de allertidligste faser. Samtidig er der planlagt en række tilbud og aktiviteter til målgruppen, blandt andet i Misbrugscentret, men også andre steder i kommunens forvaltning Social og Sundhed.

Formanden for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Jesper Rosanes glæder sig over at der nu sættes fokus på tidlig opsporing:

- Det er glædeligt med et projekt, der sætter fokus på tidlig opsporing. På den måde kan vi arbejde målrettet med at fremme sundhed og trivsel og styrke borgeren i at vende tilbage til arbejdet. Det er helt i tråd med vores sundhedspolitik, siger Jesper Rosanes.

Projektet er endnu en byggesten til det tværgående samarbejde mellem kommunens forvaltninger, som allerede er søsat i forbindelse med regeringens reform på fleksjob- og førtidspensionsområdet.

Formanden for socialudvalget i Sønderborg Kommune, Jørgen Jørgensen ser frem til et stærkere resultat:

- Det er dejligt at se, at vi gennem forskellige projekter får udviklet samarbejdet mellem bl.a. beskæftigelses- og sundhedsområdet. På den måde bliver vi bedre til at løse udfordringerne i fællesskab og bidrage til et stærkt resultat, siger Jørgen Jørgensen.

Der tages hul på projekt ”Tidlig opsporing” i løbet af de næste par måneder.

Dagens Gossip

Dagens TV