Søndergaard: Nej til EU-stat og suverænitetsafgivelse

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Folkebevægelsen mod EU's medlem af EU-Parlamentet, Søren Søndergaard, advarer på bevægelsens landsmøde i Aalborg mod udviklingen i det europæiske fællesskab, som går mod yderligere integration, blandt andet inden for den økonomiske politik.

- EU er på vej mod at blive en EU-stat, sagde Søren Søndergaard blandt andet i sin indledende tale.

- Inden for EU-staten findes hverken muligheden for at bestemme sin egen økonomiske politik, sin egen fordelingspolitik, sin egen arbejdsmarkedspolitik eller noget som helst andet, som tilsammen udgør et selvstændigt land, sagde Søren Søndergaard.

Dansk deltagelse i en "EU-stat" bliver samtidig også Folkebevægelsens fokus frem mod næste års valg til EU-Parlamentet. Det er ventet, at bevægelsen igen sætter sig på mindst en plads i parlamentet, hvor Søndergaard dog ikke genopstiller.

Søren Søndergaard mener, at "demokrati og folkestyre tømmes for indhold for til sidst at være en total tom skal, som kan fremvises på et museum ved festlige lejligheder".

- Derfor vil Folkebevægelsen i den kommende EU-parlamentsvalgkamp sige "Nej til EU-staten" og enhver yderligere suverænitetsafgivelse, slog Søndergaard fast i talen.

Et af de store emner frem mod parlamentsvalget bliver dansk deltagelse i den europæiske patentdomstol.

Det er et faktum, at den vil betyde afgivelse af dansk suverænitet, og hvis dansk tilslutning til den nye domstol skal sikres alene ved en beslutning i Folketinget, kræver den fem sjettedeles flertal.

Men både Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil ikke stemme ja til den danske deltagelse, og det betyder, at beslutningen - som det ser ud i øjeblikket - skal til folkeafstemning.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde i sin åbningstale i Folketinget, at der i så fald skal afholdes folkeafstemning 25. maj 2014 i forbindelse med valget til EU-Parlamentet.

/ritzau