Søndergaard: Vi tror på medaljer

Den officielle VM-målsætning hos de danske håndboldherrer har hele tiden lydt på at nå frem til semifinalerne, men internt på holdet har der været en ambition om at vinde medaljer, fortæller Kasper Søndergaard.

Efter onsdagens 28-26-sejr over Ungarn i kvartfinalen rendte spillerne heller ikke rundt med armene i vejret og jublede over den fjerde opnåede semifinale ved VM i træk.

Og det var der en årsag til, som ikke kun handlede om den ringe danske indsats i anden halvleg.

- Det er nok lige præcis, fordi det er fjerde gang i træk. Vi havde den eksterne målsætning om, at vi gerne ville i semifinalen. Men der er ikke nogle af os, der ikke gerne vil have en medalje, når vi nu alligevel står her.

- Og det var der heller ikke, inden vi startede turneringen. Når man har prøvet at vinde guld, så vil man gerne vinde igen, siger Søndergaard.

Skjern-spilleren er med til sin niende håndboldslutrunde i træk, og han har prøvet at vinde guld, og det vil han prøve igen.

- Men vi er ikke favoritter - overhovedet. Det ved vi udmærket godt.

- Og vi er slet ikke favoritter i semifinalen. Det er Kroatien, der tager den på sig. De har måske et af de stærkeste hold i verden lige nu. Og måske det stærkeste hold de har haft meget længe.

- Så vi forholder stadig ydmygt til denne opgave, men for fanden hvor vil vi gerne vinde, fastslår Søndergaard.

Hvis det skulle ende med en kamp om bronze ligner det på papiret en opgave mod Slovenien og dermed en god medaljechance, men det er ikke det, som spillerne tænker på lige nu.

- Nej, overhovedet ikke. Lige nu tænker vi kun på at vinde over Kroatien. Så får vi også en hviledag mere. Det er næsten den vigtigste detalje. Det vil være megafedt at vinde semifinalen og komme i den finale mod forhåbentlig Spanien.

- Det ville være så fedt foran 15.000 mennesker. Det vil jeg utroligt gerne have med i min karriere, siger Søndergaard.

Danmarks semifinale mod Kroatien fløjtes i gang klokken 21.30.

/ritzau/

 

Dagens Gossip