Sønderjysk formkrise rammer kort før slutspillet

En overgang så Sønderjyskes ishockeymandskab ud til at skulle skøjte suverænt igennem grundspillet, men en stribe nederlag har gjort kampen om førstepladsen i Metalligaen uventet spændende.

Sønderjyderne har tabt de fire seneste kampe, og derfor er forspringet til forfølgerne Herning skrumpet fra 14 point til to, og det bekymrer sportschef Søren Stockfisch.

- Det er ikke den bedste tid på sæsonen at have flere spørgsmål end svar.

- De enkelte nederlag har deres egen historie, men vi kan ikke løbe fra, at vi har tabt fire i streg.

- Og vi må konstatere, at vi ikke er kommet op i omdrejninger efter landskamppausen i begyndelsen af februar, siger sportschefen.

Han mener også, at der kan være en anden forklaring på formnedgangen.

- Vi har nok haft en periode, hvor vi kom for let til tingene og vandt kampe uden at spille optimalt.

- Vi førte på et tidspunkt stort i tabellen, og det har måske givet en falsk tryghedsfornemmelse og været en sovepude for os, siger han.

Sportschefen vil helst ikke spekulere i, om krisen kan koste førstepladsen i grundspillet og dermed også førstevalg og hjemmebanefordel i slutspillet.

- Lige nu er vi nødt til at fokusere på næste opgave og ikke på slutmålet. Men får vi styr på næste kamp, så kommer belønningen også, siger Søren Stockfisch.

Der resterer to kampe af turneringen. Sønderjyske møder lokalrivalerne Esbjerg Energy i et dobbeltopgør fredag og lørdag, mens forfølgerne Blue Fox Herning skal møde Frederikshavn Whitehawks to gange på de samme terminer.

/ritzau/

Dagens Gossip