Sønderjysk Forsikring udpeger Kolding til centrum for vækst

Det går godt for Sønderjysk Forsikrings filial på Haderslevvej i Kolding. Så godt at det er blevet forsikringsselskabets største filial med syv medarbejdere.

Det får nu selskabet til at gøre Kolding til omdrejningspunktet for den vækst, der skal ske i den sydlige del af Trekantområdet og mod vest i det geografiske bælte langs motorvejen Kolding-Esbjerg.

- Udviklingen har været så positiv, at vi allerede har måttet udvide vores kontorfaciliteter og inddrage 1.salen af bygningen på Haderslevvej. Medarbejder nummer otte ansætter vi i løbet af kort tid. Det havde vi ikke forudset, og det er en positiv overraskelse, siger administrerende direktør Lars Andersen i pressemeddelelse.

Når Sønderjysk Forsikring indenfor de seneste tre år har oplevet en særdeles tilfredsstillende tilgang af nye kunder i Kolding-området, er baggrunden – udover konkurrencedygtige produkter og priser – den personlige betjening.

- Vi ved, det gør en forskel, når kunden personligt kan tale med en assurandør og ikke er henvist til internettet eller en telefon. Vi ved også, at kunderne sætter stor pris på, at vi hurtigt løser de enkelte sager. Det har eksempelvis også betydning for de håndværkere, der udbedrer skader hos vore kunder. Vi er kendt for hurtig afregning.

Sønderjysk Forsikrings udvikling mod vest vil ske i et par faser. I øjeblikket øges fokuseringen på Vejen-området og indenfor en overskuelig fremtid, etablerer man sig i Esbjerg.

Dermed vil hele Syd- og Sønderjylland være dækket - fra nord til syd og øst til vest - idet selskabet allerede har filialer i Tønder, Aabenraa, Haderslev, Kolding og hovedkontor i Sønderborg.

Dagens Gossip