Sønderjysk gylle og halm skal give grøn energi

Skrevet af admin

22/04/2015

Mest læste i dag

Inden længe vil sønderjysk gylle og halm blive omdannet til grøn energi. Det sker, når byggeriet af et biogasanlæg står færdigt næste sommer i Bevtoft, Sønderjylland.

Anlægget vil producere grøn energi svarende til energiforbruget i 15.000 boliger eller 570 bybusser, oplyses det i en pressemeddelelse.

Bag initiativet står energiselskabet E. ON Danmark A/S og leverandørforeningen Sønderjysk Biogas Invest A/S (SBI), som forsyner anlægget med gylle fra lokale landmænd.

Samarbejdet mellem energikoncernen og landmændene er et ligeligt delt joint-venture, som sammen investerer 250 millioner kroner.

- Vi har sammen med vores partner SBI arbejdet længe og hårdt på at etablere Sønderjysk Biogas. Biogasproduktionen skal professionaliseres og øges markant, hvis Danmark skal indfri sine klimamål.

- Og vi skal have endnu flere af denne type samarbejder stablet på benene for at sikre overgangen til CO2-neutral energi, siger Tore Harritshøj, administrerende direktør i E. ON Danmark.

Når restprodukter som halm og gylle forgasses, undgår landbruget betydelige mængder af metan-udslip fra gyllen, udvaskning af kvælstof til vandmiljøet, ligesom den afgassede gylle øger landmændenes høstudbytte.

- Projektet er et af flere positive tegn på, at biogasproduktion nu begynder at tage fart, siger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Ud over at forsyne anlægget med råmaterialer vil de lokale landmænd aftage restproduktet. Partnerskabet ventes at bidrage med nye arbejdspladser i Sønderjylland.

- Det glæder mig meget, at E. ON sammen med lokale landmænd investerer så markant i at udbygge biogasproduktionen i Sønderjylland, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

- Det giver vækst og nye arbejdspladser i hele lokalområdet, tilføjer socialdemokraten.

Første spadestik til byggeriet bliver taget onsdag.

/ritzau/