Sønderjyske-back om bødekassesag: Vi var fælles om det

Det var hele den Sønderjyske håndboldspiller-trup, der tog den fatale beslutning og dermed også valgte at tage den samlede straf i den såkaldte bødekassesag.

Det fortæller en af holdets store profiler, backen Simon Kristiansen, i et interview med DR Syd.

- Det var en spiller fra vores hold, der fik et opkald i omklædningsrummet efter den sidste kamp. Og det var dér, at vi tog beslutningen, fortæller Simon Kristiansen til DR Syd.

Sagen handler kort fortalt om, at Bjerringbro-Silkeborgs håndboldspillere gav Sønderjyskes bødekasse 15.000 kroner før en kamp mod Skanderborg i sidste sæson. For hvis Sønderjyske vandt, ville det sende storholdet BSV i slutspillet.

I torsdags blev det så afgjort, at 18 tidligere - og det vil sige 12 nuværende Sønderjyske-spillere - skal afsone én spilledags karantæne hver, og hver især skal betale en bøde på 1000 kroner for uetisk adfærd.

- Vi var jo fælles om det, og derfor tager vi også en fælles straf, siger Simon Kristiansen og uddyber:

- Man kan ikke rigtig sige, at der var nogle af spillerne, der var mere inde over beslutningen end andre. Vi sad et helt hold i omklædningsrummet, hvor vi havde sikret os en slutspilsplads, og vi var godt oppe at køre. Og så fik vi det her tilbud.

Simon Kristiansen siger, at det var en forkert og en rigtig dum beslutning, men ingen af spillerne havde forestillet sig i deres vildeste fantasi, at det ville ende med at få så store konsekvenser for så mange spillere og klubber.

- Man kan sige, at det var ikke særlig velovervejet, at vi sagde ja. Men vi havde tænkt os at vinde kampen mod Skanderborg alligevel, og hvis vi så kunne få de her penge, jamen så var det jo bare fedt.

Han understreger, at beslutningen intet har med klubben Sønderjyske at gøre. Det er udelukkede spillerne, der har dummet sig.

- Vi sad som samlet spillertrup i omklædningsrummet, og vi snakkede, om det her tilbud var noget. Det sagde vi så ja til. Stort set alle spillere kendte til tilbuddet. Så derfor er det hele vores spillertrup, der er med i det, forklarer han.

/ritzau/

Dagens Gossip