Sønderjyske efter 1-4: En af de værste kampe nogensinde

Skrevet af admin

14/03/2015

Dagens topnyheder

Sønderjyske led lørdag aften et svigende 1-4-nederlag hjemme på Sydbank Park i Haderslev til bundproppen fra Silkeborg. Det var anden gang i træk, at det sønderjyske mandskab lukkede fire mål ind.

Sønderjyskes allroundspiller Bjørn Paulsen var skuffet efter kampen, og mente det var en af de dårligste præstationer, han havde været med til at levere.

- Det var en af de værste hjemmekampe nogensinde, og vi troede, vi var konger og kunne det hele. Noget skal der ske, og det skal ske meget hurtigt, for ellers ligger vi ikke placeret i tabellen, hvor vi gerne vil ret meget længere, siger han.

Bjørn Paulsen erkendte samtidig, at Silkeborgs gode periode i første halvleg var med til at dræbe sønderjydernes tro på point.

- Indstillingen var ikke god nok, og vi var ikke engang i nærheden af at få noget med fra denne kamp på grund af vores første halvleg, siger Bjørn Paulsen.

Holdkammerat og forsvarsspiller Pierre Kanstrup var træt af, at Sønderjyske for anden kamp i træk ikke leverede den vare, der kunne forlanges, og mente, han og holdet har et mentalt problem.

- Vi var dårlige igen i dag, og vi fungerede slet ikke på samme måde, som vi plejer at gøre. Det må være oppe i vores hoveder, den er gal, og det skal der laves om på hurtigst muligt, ellers kan det ende galt, siger Pierre Kanstrup.

Lars Søndergaard stod efter kampen tilbage med et opgør, hvor kun anden halvleg fremadrettet vil blive husket.

- Første halvleg var ikke i orden. Anden halvleg var sådan set godkendt, da vi fik lagt det pres, vi gerne ville, men det er klart, at vi tabte på baggrund af vores første halvleg, og den bør vi glemme hurtigst muligt, siger Sønderjyske-cheftræneren.

Sønderjyskes næste opgave er på udebane i Aalborg mod de danske mestre, AaB.

/ritzau/