Sønderjyske er klar til norsk hold i turneringsgear

Skrevet af admin

13/07/2016

Mest læste i dag

Efter at Sønderjyske sensationelt vandt sølv i Superligaen, skal holdet for første gang i klubbens historie spille en europæisk kamp, når det torsdag møder det norske hold Strømsgodset i kvalifikationen til Europa League.

Klubben får den bedst mulige opbakning fra de sønderjyske fans, da alle knap 5000 billetter til kampen er udsolgt.

- Vi glæder os helt vildt. Det er den første europæiske kamp i klubbens historie. Det er en anerkendelse for den fantastiske sæson, vi havde sidste år, siger Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen.

Det er ikke en let opgave, der venter Sønderjyske først på hjemmebane torsdag og i næste uge i returopgøret på udebane i Norge.

Strømsgodset blev norske mestre i 2013, og i øjeblikket indtager klubben en tredjeplads i den bedste norske række, Tippeligaen.

- Vi føler os rigtigt godt forberedte, da vi har været oppe at se dem live to gange. Men deres turnering er startet, så der er heller ingen tvivl om, at der venter os et hold, der er i turneringsgear, mens vores ikke helt er startet endnu.

- Men jeg forventer to tætte opgør mod et godt norsk hold, der er kommet fint fra land i Tippeligaen, siger cheftræneren.

Med kampene i Europa League er der lagt et tæt pakket program for de sønderjyske fodboldspillere, der skal spille fire kampe på ti dage. Det kan blive en udfordring for holdet, der ikke er vant til at spille med i de store turneringer.

- Et tæt program er der utallige eksempler på, at mindre hold har svært ved at håndtere. Det er både en fysisk og mental udfordring.

- Vi har sørget for, at de fysiske forudsætninger er i top. Vi har selvfølgelig også snakket med spillerne om vigtigheden af at tage en kamp ad gangen.

- Men det er nogle gange lettere at snakke om end at føre ud i livet, fordi der vil være en masse hype om de her Europa League-kampe, siger cheftræneren.

Han fortæller desuden, at han må rokere lidt rundt på holdet på grund af skader.

Forsvarsspilleren Kees Luijckx døjer fortsat med en skadet fod, og på midtbanen er Nicolaj Madsen ude med ledbåndsskade i knæet, mens Johan Absalonsen er tvivlsom med en lyskeskade.

/ritzau/