Sønderjyske er tæt på forstærkning

Skrevet af admin

31/08/2014

Mest læste i dag

Sønderjyske jagter en forstærkning til truppen, og en sådan forventes på plads i løbet af meget kort tid.

- Vi har nogle på blokken, som vi holder øje med, og så må vi se, om vi lykkes med det, siger cheftræner Lars Søndergaard.

Det er ingen hemmelighed, at Sønderjyske kunne bruge noget ekstra på den offensive del af banen, og Lars Søndergaard erkender også, at det er der, fokus er placeret.

- Jeg kan sige, at vi kigger på en offensiv spiller, siger Lars Søndergaard.

Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen forventer ligesom sin cheftræner, at der falder en aftale på plads meget snart uden dog at ville komme konkret ind på, om der hentydes til en offensiv eller defensiv spiller.

- Vi er meget tæt på at have en spiller på plads. Der mangler kun formaliteter i form af en underskrift, før vi har en ny mand klar i truppen, siger Hans Jørgen Haysen.

Der kan også ske noget den anden vej i det sønderjyske.

- Der er altid travlt her de sidste par dage af et transfervindue, så det kan sagtens tænkes, at der kommer en afgang også, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

På rygtebasis har Sønderjyskes angriber Kenan Hajderevic været på vej væk ad flere omgange.

/ritzau/