Sønderjyske får nyt liv i bunden

Sønderjyske fik nyt liv i bunden af Superligaen med en 1-0-sejr over Esbjerg. En kamp mellem to formsvage hold, hvor fight og intense nærkampe overskyggede det blankpolerede spil fra kampens start.

Esbjerg, der fik Kian Hansen udvist sent i første halvleg, fortsætter med at tabe i Superligaen, mens Sønderjyske kunne glæde sig over den første sejr i syv kampe.

Sønderjyske-veteranen Daniel Jensen måtte to gange på to minutter til behandling efter voldsomme sammenstød midt på banen. Den ene gang gik det ud over Martin Bergvold, der senere lod sig udskifte.

Det gav nogle rokeringer hos gæsterne, og det udnyttede Sønderjyske til at få et overtag. Sønderjyske pressede pludselig hårdt på, men sønderjyderne savner effektivitet foran mål i denne sæson.

En velspillende Johan Absalonsen havde et par gode forsøg inden for målrammen, og med fem minutter tilbage af første halvleg slap han igen fri. Denne gang blev han nedlagt af Kian Hansen, som fik rødt kort, mens Sønderjyske fik straffespark.

Daniel Jensen scorede sikkert fra 11 meter-pletten, og det var helt fortjent efter en meget svag første halvleg af Esbjerg. Symptomatisk for gæsternes spil røg en Esbjerg-afslutning midt i første halvleg helt ud af stadion i Haderslev.

Efter pausen kom Esbjerg længere frem på banen, og selvom gæsterne var i undertal, så pressede de til tider for en udligning. Sønderjyske var farlig på kontra, og det gjorde kampen ganske underholdende for de blot 1.676 tilskuere.

I slutfasen fik Tommy Bechmann comeback hos Sønderjyske, mens holdkammeraten Daniel Christensen fik sit andet gule kort og dermed rødt. Sønderjyske holdt dog stand.

Sønderjyske har nu 14 point på sidstepladsen, men der er kun fire point op til Esbjerg over nedrykningsstregen.

Næste weekend kan Sønderjyske hente flere point i bunden, når det gælder udekampen mod Viborg. Esbjerg skal allerede i aktion torsdag i Europa League.

/ritzau/

 

Dagens Gossip