Sønderjyske henter midtbanemand hos Malmö FF

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Superligaklubben Sønderjyske henter sin anden forstærkning på få dage.

Torsdag var det Viborg-spilleren Marcel Rømer, der blev tilføjet til den sønderjyske trup, og mandag er det så endnu en midtbanespiller i skikkelse af Simon Kroon, der kommer til fra Malmö FF.

22-årige Simon Kroon har på trods af sin unge alder vundet det svenske mesterskab med Malmö FF og høstet erfaring i både Europa League og Champions League.

Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, glæder sig over udsigten til endnu hårdere kamp om pladserne på den lyseblå midtbane.

- Simon Kroon er en spændende og ung spiller, som har et godt drev med bolden. Han er en type, som har foden med i en del mål. Han kan derfor med sit store potentiale blive en spiller, der kan bidrage med noget afgørende i kampene, siger han.

Den svenske midtbanespiller skifter til Sønderjyske for at prøve noget nyt, siger sportschefen.

- Han er ekstremt talentfuld og trænger til at give dette talent nogle nye udfordringer, således at han kan udvikle sig selv og sit spil endnu mere. Der skal ikke være tvivl om, at vi har store forventninger til ham, understreger Hans Jørgen Haysen.

Simon Kroon skifter til Sønderjyske fra årsskiftet. Den svenske U21-landsholdsspiller har fået en kontrakt, der løber til den 30. juni 2018.

Sønderjyske har netop afsluttet den bedste efterårssæson i klubbens historie, da det blev til 31 point i 18 kampe.

Det gør, at Haderslev-klubben overvintrer som nummer fire i Alka Superligaen.

/ritzau/