Sønderjyske: Intet matchfixing-tilbud fra Skanderborg

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyskes håndboldherrer afviser at have fået tilbud om bestikkelse fra Skanderborg i forbindelse med den indbyrdes kamp i sidste spillerunde af grundspillet i sidste sæson.

En artikel i onsdagens udgave af BT beskriver, at Skanderborg skulle have tilbudt Sønderjyske 15.000 kroner for at tabe kampen, så Skanderborg ville kvalificere sig til slutspillet.

- Jeg har talt med vores spillertrup, og spillertruppen har informeret mig om, der er ikke fremsat noget tilbud fra Skanderborg.

- Vi kan ikke forholde os til jokes og rygter spillerne imellem, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer til den sag, siger Sønderjyskes sportsdirektør, Simon Hajdu Lindhardt, til klubbens hjemmeside.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) undersøger allerede kampen for matchfixing, da Sønderjyskes spillere modtog 15.000 kroner til holdets bødekasse fra BSV, der kunne kvalificere sig, hvis Sønderjyske vandt kampen.

BSV gav penge til Sønderjyske for at motivere holdet, der ellers intet havde at spille for.

- Vi er meget kede af og beklager igen den igangværende bødekassesag, hvor vores spillere i kådhed har opført sig dumt og naivt.

- Jeg vil gerne igen understrege, at vores spillere altid går på banen for at vinde kampene. Vi afventer fortsat afgørelsen fra DIF, og behandler i øvrigt sagen som en intern personalesag, siger Simon Hajdu Lindhardt.

Tidligere onsdag tog også Skanderborg afstand fra anklagerne om matchfixing.

Sønderjyske vandt den omtalte kamp mod Skanderborg 34-28 og sendte derved BSV i slutspillet.

/ritzau/