SønderjyskE mister holdets topscorer

Sportschef Ole Nielsen er ikke overraskende ked af, at man skal sige farvel til den populære spiller, der lige nu også er holdets topscorer.

- Vi har naturligvis gjort, hvad vi kunne for at beholde Eyjolfur Hedinsson i SønderjyskE. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, og vi respekterer at han efter sommerpausen ønsker at prøve sig af i en anden klub siger Ole Nielsen.

Eyjolfur Hedinsson har siden han blev hentet i Gais, udviklet sig til den profil, som klubben håbede på.

- Han er blevet en rigtig målscorer, der, sammen med et stort løbearbejde, altid leverer en forbilledlig indsats i alle kampe. Vi takker Eyjolfur Hedinsson for hans store hjerte og indsats i den lyseblå trøje, og ønsker ham lykke til med de fremtidige udfordringer, siger Ole Nielsen.

For Eyjolfur Hedinsson har opholdet i SønderjyskE været en spændende rejse.

- På den ene side glæder jeg mig selvfølgelig til de nye udfordringer, men er også ked af at forlade SønderjyskE. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben, hvor jeg på alle områder har været omgivet af dejlige mennesker. Jeg er stolt af, at jeg har ydet mit bidrag til klubbens bedste placeringer, to sæsoner i træk, siger Eyjolfur Hedinsson og fortsætter:

- Jeg har været i SønderjyskE siden vinteren 2011, og synes nu at tiden er inde til en ny udfordring, hvor jeg kan udvikle mig videre som spiller og menneske. Nu gælder det forårets svære kampe, hvor jeg vil gå fuldt og helt til opgaverne, slutter Eyjolfur Hedinsson.

Dagens Gossip