Sønderjyske: Nu vinder vi i Brøndby

Efter 12 forgæves forsøg siden juli i fjor, blev lokalrivalerne fra Esbjerg besejret 3-1.

- Det er en skøn følelse, jeg har i kroppen lige nu. Sejren sender os over nedrykningsstregen (på bedre score end Horsens, red.), og nu venter Brøndby på søndag, sagde ’kampens spiller, Lasse Vibe, og tilføjede:

- Selvfølgelig er det pokkers ærgerligt, at vi skal møde dem på et tidspunkt, hvor det kører for dem. Men jeg tror på, at vi vinder derovre. Sejren over Esbjerg har givet masser af selvtillid.

Sønderjyskes træner Lars Søndergaard er også optimist.

- Det bliver en benhård opgave. De seneste uger har Brøndby jo spillet bedre end på noget andet tidspunkt af sæsonen. Men jeg tror på vores chance. Det er ihvertfald ikke nogen ulempe for os, at kampen spilles uden tilskuere, sagde Lars Søndergaard.

Kampen på Haderslev Fodboldstadion fik en dramatisk start, da Esbjerg fik angriberen Jesper Lange udvist, hvorefter Sønderjyske minuttet efter slog til med Lasse Vibes fuldtræffer til 1-0.

- Udvisningen var OK. Jeg dummede mig ved at slå ud efter Hallgrimur Jonasson, sagde Jesper Lange efter kampen, hvor han betroede sporten.dk's udsendte, at han i omklædningsrummet havde sagt undskyld til holdkammeraterne.

- Havde vi vundet, ville nedrykningstruslen have været minimal. Nu lurer den desværre stadig. Det tager jeg ansvaret for. Nu skal jeg afsone karantæne, mens holdkammeraterne skal forsøge at få skuden på ret køl igen. Jeg håber ikke, at selvtilliden kommer til at lide alt for meget over dette nederlag, sagde Jesper Lange.

Esbjerg-træner Jess Thorup var alt andet end tilfreds med sin angriber.

- Hans handling er utilgivelig. Man slår altså ikke på en modstander. Da Jesper ryger ud, og vi i de resterende 80 minutter spiller med en mand i undertal, bliver det opad bakke for os. Jeg synes såmænd, at vi under de givne præmisser yder en fin indsats. I perioder fik Sønderjyske kamp til stregen. Men i det lange løb var odds naturligvis imod os, sagde Jess Thorup og trak lettere opgivende på skuldrene.

Dagens Gossip