Sønderjyske sendte Brøndby hjem med nederlag

Brøndby havde Quincy Antipas tilbage efter karantæne og nyindkøbet Michael Almebäck var også at finde i startopstillingen. Svenskeren fik nok at se til i sin debut, hvor han ikke viste imponerende spil.

Sønderjyske lagde aggressivt ud fra start og tilspillede sig flere store chancer allerede i starten af kampen, hvor de satte Brøndby under pres. Første chance tilfaldt Nikolaj Madsen, da et hjørnespark faldt ned for fødderne af Madsen tæt under mål, men Brøndbys målmand Lukas Hradecky lagde sig fint i vejen. Senere havde både Johan Absalonsen og Kenneth Fabricius med et skud på overliggeren gode muligheder, men trods det store pres, måtte de gå til pause uden scoring.

Brøndby havde noget sværere ved at få spillet til at køre og spillede til tider mere til siden end frem ad banen. Først til sidst i halvlegen kom Brøndbys første store mulighed, men Antipas' skud blev reddet nemt af Sønderjyskes målmand, Marin Skender.

Flere store muligheder fik de efter pausen, hvor først Antipas og lidt efter Thygesen bragede bolden tæt forbi mål fra kanten af feltet, men selvom Brøndby kom bedre med, så lykkedes det endelig Sønderjyske at få bolden i nettet efter en times spil.

Efter ikke særligt imponerende forsvarsspil af de blå-gule fik Nikolaj Madsen endnu en chance tæt under mål, og denne gang scorede han sikkert for frit mål. Hele fire Sønderjyske-spillere nåede at røre bolden inde i feltet, inden Henrik Hansen fandt Nikolaj Madsen inde foran mål.

Quincy Antipas var endnu engang tæt på at score for Brøndby kort efter, men en god redning og med lidt hjælp fra overliggeren fik Skender afværget. Brøndby pressede på i det sidste kvarter, men formåede på trods af flere chancer ikke at få point med hjem.

Dermed må de vente til næste søndag med at jagte sæsonens første sejr, når på hjemmebane tager imod Esbjerg. Sønderjyske skal en tur til Herning, hvor de møder FC Midtjylland.

 

 

 

Dagens Gossip