Sønderjyske tager fem på stribe og nærmer sig medalje

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Superligaens store positive overraskelse Sønderjyske er et skridt nærmere medalje og europæisk fodbold i næste sæson og holder samtidig liv i ligaens guldspænding.

Med en hjemmesejr på 2-0 over Viborg konsoliderer Sønderjyske sin position som nummer to, hvor der nu er fire point op til førerholdet, FC København, og seks point ned til nummer tre, AaB.

AaB og FCK har spillet en kamp færre, og netop de to klubber tørner sammen torsdag aften.

Som forårssæsonen har artet sig, har Sønderjyske også gjort sig fortjent til metal. Holdet har ramt en stabil stime, og sejren onsdag var den femte på stribe.

To tidligere Viborg-spillere stod i flot samarbejde for Sønderjyskes første mål efter 25 minutter.

Fra venstre side serverede Marcel Rømer et indlæg ind i feltet, hvor Marc Dal Hende med pandebrasken smaskede bolden i mål til 1-0. Det var anden spillerunde i træk, at han kom på måltavlen.

Kort forinden havde Dal Hende fået bundet hovedet ind efter et sammenstød, men panden havde absolut ikke taget skade. Tre minutter før pausen var han tæt på at øge føringen på et nyt hovedstød efter Simon Kroons fremragende forarbejde.

Også Rømer havde været i centrum kort inden det første mål, da han efter et par fikse træk i feltet sendte en følt afslutning på indersiden af stolpen.

I den anden ende havde Viborg i perioder en del boldbesiddelse, men udeholdets målchancer var få og ikke særligt store. Jeppe Curth var mest nærgående inden pausen med et saksespark over mål.

Efter pausen tog Viborg mere initiativ, og som minutterne skred frem, blev Sønderjyske-spillet mere nervøst.

13 minutter før tid udløste det en stor dobbeltchance til udeholdet. Særligt Søren Frederiksen burde have omsat sit forsøg til scoring, men keeper Marin Skender klarede forsøgene med hurtige reaktioner.

Fem minutter før tid var Viborg igen tæt på udligning efter et hjørnespark. De sidste minutter blev ren overlevelse for Sønderjyske, men hjemmeholdet holdt stand og øgede i stedet til 2-0 i dommerens femte tillægsminut.

Efter et kontraangreb hamrede indskiftede Jeppe Simonsen bolden i nettet fra en meget spids vinkel.

Dermed kunne Sønderjyske notere sig endnu tre point til regnskabet, mens Viborg fortsat ligger nummer otte i ligaen.

/ritzau/