Sønderjyske-træner accepterer ét point i hårdt program

Skrevet af admin

24/07/2016

Dagens topnyheder

Sønderjyske har haft et hårdt opstartsprogram med fire kampe på ti dage på grund af Europa League-kvalifikationen.

Derfor var Sønderjyskes træner, Jakob Michelsen, ganske tilfreds med det ene point efter 1-1 på udebane mod oprykkeren AC Horsens i en kamp, hvor også temperaturen spillede ind på mængden af kræfter.

- Vi må acceptere at kampen endte 1-1, og jeg vil ikke stå og komme med en masse bortforklaringer. 1-1 er et fint resultat taget i betragtning af, at vi nu har spillet fire kampe på ti dage, siger Jakob Michelsen.

Han valgte derfor også at rose sine spillere efter dagens indsats, som blev vundet klart på statistikken, mener han.

- Jeg har lige rost spillerne. Jeg synes, vi leverede en fremragende indsats i dag. Vi spillede Horsens rigtigt, og jeg synes, at vi skabte de muligheder, der skulle til.

- Vi vandt blandt andet hjørnesparksstatistikken med 8-0, men der manglede det sidste, siger Jakob Michelsen.

På trods af at have statistikken på sin side kunne modstanderen Horsens have løbet med alle tre point.

- Horsens havde vel kun én chance i første halvleg, og den scorede de på. Alligevel kunne de have fået alle tre point, hvis Andre Bjerregaard havde scoret på sin store chance til sidst, men det gjorde han heldigvis ikke, siger Jakob Michelsen.

Næste opgave for Sønderjyske er allerede på torsdag, når der venter en tur til Polen, hvor Zaglebie Lubin tager imod.

Jakob Michelsen mener, at hans mandskab er klar til Europa League-kampen.

- Det bliver et svært opgør, og kampene kommer som perler på en snor. Vi kan tage med fra dagens kamp, at vi var godt organiserede, og vi viste fysisk overskud i dag, så vi skal nok være klar på torsdag, garanterer træneren.

/ritzau/