Sønderjyske-træner om EL-sejr: Vildt at vi gik videre

Skrevet af admin

22/07/2016

Dagens topnyheder

Sønderjyske-træner Jakob Michelsen så torsdag sit hold komme bagud 0-2 i Europa League-returkampen på udebane mod norske Strømsgodset.

Alligevel endte de danske vicemestre med at gå videre til tredje kvalifikationsrunde med samlet 4-3, efter at Troels Kløve udlignede til 2-2 kort før udløbet af den forlængede spilletid.

- Det blev et kæmpe drama, og heldigvis står vi tilbage med sejren og en stor skalp, siger Jakob Michelsen til Jydske Vestkystens hjemmeside.

Træneren ærgrer sig dog over Strømsgodsets to mål, som blev til efter fejl fra Sønderjyskes side.

- Vi forærer dem begge mål. Den første skulle Marin Skender have taget, og det andet er Pierre Kanstrups fejl. Derfor er det også vildt, at vi kan gå videre, når vi laver to så store fejl. Den manglende kynisme plejer at koste i Europa, siger Jakob Michelsen.

Han roser samtidig sine spillere for at komme godt tilbage, så Sønderjyske er videre til tredje kvalifikationsrunde i klubbens første europæiske deltagelse.

I tredje runde skal danskerne møde polske Zaglebie Lubin.

/ritzau/