Sønderjyske: Vi er svækket i offensiven

Angriberen Rubin Okotie bankede 11 kasser ind for Sønderjyske i foråret, og det var stærkt medvirkende til, at holdet reddede sig endnu en sæson i Superligaen.

Også sønderjydernes veteranangriber Tommy Bechmann brillerede i flere kampe i sidste sæson.

Begge profiler er væk i sæsonpremieren i weekenden. Okotie har forladt klubben, og Bechmann er skadet.

Af samme grund er Sønderjyskes cheftræner Lars Søndergaard usikker på holdets offensiv inden lørdagens hjemmekamp mod AaB.

- På mange positioner er vi lige så godt besat. Men vi har en lille udfordring omkring vores situation i angrebet. Vi ved ikke rigtigt, hvor vi står, siger Søndergaard.

- Vi har mistet Rubin Okotie, og han scorede trods alt 11 mål i de 15 forårskampe. Det er ikke noget, man bare lige erstatter.

- Og Tommy Bechmann er skadet, eller han er rettere på vej tilbage fra en skade, og det er nok lidt for tidligt at bringe ham i spil i den første kamp mod AaB.

- Der går nok stadig nogle uger, før han når sit topniveau. Så vores offensiv er selvfølgelig svækket, erkender Søndergaard.

Sønderjyske har hentet den ukendte bosniske angriber Bojan Golubovic ind som erstatning for Okotie, men han kan nok heller ikke være med mod AaB.

- Nye spillere skal altid have lidt integrationstid. Han har trænet med to gange, og det kommer til at vare lidt, før vi ser hans topniveau. Han er ny, har ikke været med i opstarten, og han skal også lige lære holdkammeraterne at kende og omvendt.

- Samtidig har han stadig ikke fået sin arbejds- og opholdstilladelse, og det skal han have. Jeg ved ikke, om han når at blive spilleberettiget, det kan jo gå hurtigt.

- Vi håber på, at det allerede kan gå i orden fredag eller senest lørdag, så han kan spille. Sådan er det med ikke-EU-spillere, forklarer træneren.

- Så det er i angrebet, at det uvisse i vores hold består. Sådan er det lige her og nu, men jeg kan håbe på, at der er andre, som kan gå ind og afløse, lyder det optimistisk fra Søndergaard.

Kampen mellem Sønderjyske og AaB fløjtes i gang lørdag klokken 17.

/ritzau/

Dagens Gossip